Tuesday, November 11, 2014

Den stille kriger

Faderen sagde: Du er for meget.
Datteren spurgte: Hvordan?
Faderen sagde: Du fylder. Du er ud over det hele.
Datteren spurgte: Hvordan skal jeg så være?
Faderen svarede: Det ved jeg ikke, bare ikke sådan.

Moderen sagde: Du er alt for følsom.
Datteren spurgte: Hvordan?
Moderen sagde: Du tager alting så nært. Du græder for meget.
Datteren spurgte: Hvordan skal jeg så være?
Moderen svarede: Det ved jeg ikke, bare ikke sådan.

Kvinden hviskede: Jeg har brug for hjælp.
Manden spurgte: Hvorfor hvisker du?
Kvinden svarede: Fordi det er svært for mig at sige.
Manden spurgte: Hvad har du brug for hjælp til?
Kvinden sagde: Til at komme igennem det her, jeg kan ikke selv.
Manden sagde: Du er altid så dramatisk. Du skal bare tage dig sammen.

Alt hvad hun forstod var: Du er ikke god nok.  Alt hvad hun gentog var: Jeg er ikke god nok. Og hvis nogen spurgte hvad hun havde brug for, vidste hun det pludselig ikke.

Nogen går ud af. Der hvor alting stritter og overdøver. Hun gik den anden vej og derefter fulgte ti års isolation, stilhed og en følelsesløshed som bredte sig til hver celle i hendes krop. Hun lærte at undertrykke vreden så det blev til små jordskælv inden i, ingen kunne se. Hun lærte at græde uden lyd, så ingen kunne høre. Hver gang hun mærkede, hver gang hun kom for tæt på sig selv, slog alting revner. Så hun kæmpede. Kæmpede for at overleve denne krig mod det hun forstod og det hun gentog. En krig mod sig selv. Så hun ikke gik i stykker.

Lyset frøs til is. Først hård og tyk is som ingen kunne bryde igennem. Senere, som om hver en nerve blev blotlagt, blev isen så skrøbelig og sensitiv, at der for hvert skridt hun tog, kom huller. Huller af ukrontrolleret vrede. Huller af evig sorg. Og så huller af ingenting og i dem forsvandt hun. Udvisket og usynlig. Også for sig selv.

Så der lå hun. På bunden af ingenting. I fysisk og psykisk smerte. Fornægtet. Snart bekæmpet.

Kvinden: Jeg overgiver mig.

En sær form for stilhed fulgte. Den slags som opstår på en slagmark efter krig, hvor de overlevende rejser sig. Pludseligt. Som om alting blev ét. Som om fortid og fremtid træk sig sammen. Hørte hun sig selv trække vejret. Noget var smeltet og hun fik øje på sig selv.

Kvinden sagde: Jeg vil elskes.
Stemmen svarede: Ja.
Kvinden spurgte: Hvordan?
Stemmen sagde: Ved at elske dig selv som du er.


#angst #særligsensitiv #psykisksårbar #depression #personlighedsforstyrrelse #borderline #intorvert #adhd #add #bulimi #anoreksi #PTSD #stress #diagnoseland #reation

Wednesday, October 29, 2014



Hvad skete der?
Jeg faldt.
Gjorde det ondt?
Ikke mere....Er begyndt at kunne rejse mig igen, når det sker.

Hvad har ændret sig?
Ingenting.... andet end det jeg gør ved min viden.

Depression

Jeg vil gerne være med til at udbrede kendskabet, give større indsigt og forståelse for og ikke mindst være med til at forbedre hjælpen til mennesker der lider af depression.



Denne video giver en lidt mere dyb forklaring og fortælling om depression. Om hvorfor og hvordan man hjælper mennesker med depression. OG om hvor fattig vores hjælp er i vesten. 

Jeg bliver nødt til at spørge udfra det jeg selv har oplevet på egen krop og det jeg observerer ved mennesker der har lidt eller lider af depression: Følte/føler I jer elsket, forstået, støttet, accepteret og en del af et fællesskab (familie)? Der lader nemlig til at være et fællestræk. At en eller flere følelser mangler. Dybe og meget basale følelser/behov som ikke er tilstede eller er blevet reageret på, ikke er blevet udvist af de vigtige og primære relationer som er i ens liv og eller holdt ved lige i længere tid og som, når man sidder midt i en depression, ikke kan give sig selv og er alfa omega for at man kan blive rask og derfor siger sig selv, skal gives af andre i den periode (uden forbehold, krav, vrede osv). 

Dét og så tid og tålmodighed. Der desværre også er kimen til tilbagefald. Vi har, vores omgivelser og vores samfund har ikke særlig meget tid og tålmod til bare at være i det som er og mærke og reagere på det som er og var engang. 


Hvis du har lyst til at skrive om din depression i kommentarfeltet så gør endelig det. Det bedste ved det er, at det kan HJÆLPE ANDRE der sidder eller sad i samme situation. 



 ‪#‎depression‬

Sunday, August 17, 2014

Længsel og kedsomhed

Jeg keder mig...
Die Hard!
Hold kæft hvor jeg keder mig.
Skifter kanal.
Keder mig.
Mon dér nogen på Facebook?
Jeg keder mig.
En tur i køleskabet.
Igen.
Jeg keder mig.
Øl.
Keder mig.
Instagram?
Kedeligt.
#ølogcampinvogn
Jeg keder mig.
Man burde rejse væk.
Søsætte noget nyt.
Hawaii for helvede.
Jeg keder mig.
De andre er helt sikkert i byen.
Keder mig.
Facebook.
Skulle man skrive til sin eks?
Altid lækker.
Jeg keder mig.
Længsel eller kedsomhed. Jeg ved det ikke. Ligger i min campinvogn og tænker på dig, igen.
Skal være far
:)
Send. 00:37

Stilstand.
Disney sjov fra i går i baggrunden
Stilstand.
Tjekker Facebook.
Det alligevel længe siden...
Stilstand.
Det kan han da ikke!
Stilstand.
Han skal være far.
Smiley?
Stilstand.
Det var jo mig der skulle have haft tre.
Stilstand.
Vil han mig eller vil han mig ikke?
Stilstand.
Vil jeg?
Stilstand.
Skal I Silvan inden det begynder at vrimle.
Stilstand.
Kikker ud på regnen mens han kører.
Stilstand.
Vi budre rejse væk.
Starte noget nyt, noget nemmere.
Stilstand.
Kedsomhed eller længsel.
?
Stilstand. 09:12





Sunday, July 20, 2014

Enebørn er... tabu?

Min datter er enebarn. Jeg er 40 år og har siden jeg blev mor i 2007 skulle lægge øre til noget som jeg umuligt kan være den eneste der oplever og er spørgende over for.

Nogle kan ikke få børn, andre vil ikke have børn. Nogle vil være fuldtidsmødre, andre vil både jonglere karriere og moderollen. Alle disse emner handler om børn og har været oppe og vende i samtlige medier. Nu er her så kommet et til som også bliver nødt til at se dagens lys. For det er åbenbart tabu KUN at få et barn...

Det fandt jeg ud af to dage efter, jeg havde født og stadig lå på hospitalet. Jeg var først ved at forstå, at jeg var blevet mor da sætningen " Hvornår skal I så have en til?" fyldte mit liv og stadig følger mig.



Der er en forventning i vores kultur, ja for den sags skyld i alle andre kulturer, at når man er kvinde, vil man have børn og når man kan få børn, så skal man have flere!? En usagt regel blandt mange kvinder er, at når der er to børn så er familien først rigtig fuldendt. Børn er åbenbart lig med en lykkeligere mor, far, søster eller bror.

Det er ikke kun familie og venner, men også kollegaer og enda mennesker jeg ikke kender, som har set sig nødsaget til at fortælle mig hvor synd det er, at jeg kun har et barn. Det at blive mor til min datter, begyndte at føles som om det ikke var godt nok og blev et press. Jeg begyndte at tvivle. Var det virkelig forkert af mig ikke, at ville give min datter dét som lod til at være alle andres svar på lykke?!

Du er forpligtet til at give hende en bror eller søster.
Når nu du er så priviligeret at have en far til barnet, så skal I da have flere.
Det er synd for hende, at hun skal være enebarn.
Det er ensomt at være enebarn.
Hvem skal hjælpe hende når I er gamle?
Hun vil ikke have nogen at dele jer med.
Hvad hvis hun dør, hvad har I så?
Du får et helt andet overskud når du få barn nummer to.
Ingen har fortrudt at få et barn til.
Du er fyrre, du har travlt.

Sidstnævnte. Alder. Kunne jeg også skrive en hel artikel om. For ja det er sandt. Mine hormontal bliver lavere og lavere med alderen og pludselig er det ikke muligt mere. Jeg ved det. 


Der er mange grunde til at min datter er enebarn. En af dem er, at jeg ikke higer efter at få et barn til. Det gjorde jeg. Men efterhånden er der gået op for mig at jeg har romantiseret det at være mor, eller bare har haft et bestemt billede på hvad det ville sige at være en rigtig familie. Og det levede slet ikke op til virkeligheden. Jeg var ikke den mor jeg troede, jeg ville være. Moderollen og familielivet gjorde noget ved mig og i den "kasse" har jeg fundet ud af, at det bedste for min datter og for mig selv som menneske er, at jeg har overskud til at være der for hende, for mig selv og for vores familie i almindelighed. Jeg er et menneske som bruger meget af sig selv og det vil jeg gerne blive ved mig. Til andre og til andet end det at være mor.

Jeg har fundet frem til, at jeg er en et barns mor. Jeg har den ene og hende vil jeg nyde uden dårlig samvittighed og konstante tanker på et fortidsbillede af hvad jeg engang troede jeg skulle have af familie. Og så vil jeg heller ikke bukke under for andres mening om hvad en rigtig familie er... Jeg har det godt med at vi "kun" er en familie på tre.

Jeg ved at ingen mener noget ondt med deres udsagn. Folk siger det, fordi de mener det kan bringe mere glæde til vores familie at få et barn til. De kunne jo også have sagt det modsatte. For det modsatte er rent faktisk også sandt for nogen.


I sidste ende handler det jo om folks syn på det at være en familie og det kan være svært at stå fast på sit eget, når andre mener noget andet er bedre. Men hvis det handler om enebørn og at det er synd for min datter at hun bliver alene, vil jeg gerne lige punktere den myte. Faktum er at børn i søskendeflokke også kan føle sig ensomme og enda kan ende alene når de bliver ældre. Der er ingen der ved hvad fremtiden bringer og at det ene er mere rigtigt end det andet. Det eneste jeg kan sætte en finger på hvad angår enebørn er, at de fleste enebørn er mere forkælede... Nej ikke en gang det er jeg sikker på.



http://www.b.dk/viden/ikke-saa-dumt-vaere-enebarn



Thursday, April 11, 2013

Kedsomhed og Tålmod


Det er en af de dage
uden indhold
og puls nok
til at skabe sig selv

Træthed og håbløshed
møger alt til
og efterlader en stank
der sætter sig i tøjet

Som plukveer
og intetsigende samtaler
erstatter det ene spørgsmål det andet
i et forsøg på at slå mig i gulvet

Hvad er formålet?
Hvorfor bliver det ved?
Hvordan kan livet fortsætte når det ikke giver mening?

En sprække af lys
sniger sig hviskende ind af bagdøren
og slår den tone an
der sætter hjertet i gang

Tag væk
rejs ud
find de mennesker
det liv
som får alting i bevægelse
og gør at det skummer over

Et øjebliks distraktion
af drømme på række
spinder
da jeg opfylder behovet
som råber på MERE PLADS

Kedsomhed er en stærk modstander
Tålmod en mester
forviklet og indviklet
Våbenhvile tak!

Okay
Så det er en af de dage
hvor flugten desparat sælger sig selv
som eneste udvej
og længslerne blænder mit syn
med sin skærende kontrast
til en grå hverdag
der uanset hvor jeg sætter min ben
pludseligt
suger mig tilbage
på jagt efter noget andet
og resulterer i en dag som idag.

Thursday, October 18, 2012

Vinterbillede af broen


Tænder en stille smøg bag larmende natbusser
Ser to paranoide få deres varer hos den lokale pusher
Der hvor månen rammer søernes pavillon og hønen lægger sine æg
er lortet smukt nok til at ramme ind og hænge på min væg

Midt i mellem
med ryggen til virkeligheden
står jeg godt bedugget og påvirket af helheden
Dér hvor bilosen og cigaretrøgen blandes med vejrtrækningen
tjekker jeg strækningen
hjem
og ser det hele forsvinde i små hvide skyer

Vågner
Blinker i takt med neon og slukker gløden
For hvert hiv jeg tager
er jeg tættere på døden
Hilser på den runde hvide cirkel der minder mig om et lysende hul
råber skål
bunder øllen og fokuserer på mit mål
i midnattens mørke

Falder i ét med resten af det grå
Iført skyklapper og begynder at gå
Uldne frakker over kulden og over det ingen ser
i deres ensporethed, travlhed og alt det der

Tiden stopper endnu engang
tænder endnu en smøg
vejen hjem er længere en lang og jeg gør det samme
Stopper
Får deja vu og ser til siden
i håb om at de to paranoide er der til tiden
i håb om at kunne holde varmen
trækker jeg huen ned over ørene og formindsker larmen
fra den sidste natbus og menneskerne i deres midtvejskrise

Jeg bukker af dyb respekt for det øjeblik der befandt sig
over det
ingen lagde mærke til
andet end mig
månen og Dronning Louise

                                                                                                                                                   1999