Saturday, April 30, 2011

En lille historie om at finde sig selv





Med bladet for munden
Jeg har haft min smerte. Jeg har lidt, grædt og troet, at jeg aldrig nogensinde skulle finde nogen som helst mening med mit liv. Det skal vi alle igennem. Nogen mere end andre. Det er en del af det at være menneske.
På et tidspunkt kunne jeg ikke mere. Det gjorde for ondt. Den person jeg var blevet, var udholdelig at være sammen med, også for mig selv. Mine mange år med psykiske smerter blev for tungt at bære på. Det hjalp mig ikke mere. Det forhindrede mig i at komme videre og det blev mit vendepunkt.
Ingen kunne hjælpe mig, skønt jeg havde fået hjælp i det uendelige. Mine konstante nedture blev det kors jeg bar på, fra morgen til aften. Og pludselig en dag, efter at have bedt om hjælp om og om og om igen, fandt jeg frem til, at jeg ikke hjalp mig selv. Jeg overlod det til andre, men uden at have mig selv med i det. Jeg lod det flyde, forblev passiv, talende og evigt tænkende. Jeg satte mig selv til side, handlede ikke på det jeg hørte mig selv sige og det dem, som jeg bad om hjælp, sagde. Derfor bundfældede det sig aldrig og derfor gik jeg i ring.

Jeg var altid i gang med at hjælpe andre, finde en anden metode, et andet menneske, en anden oplevelse, nogen andre kloge ord, en anden selvhjælps bog, en anden psykolog osv. Jeg lagde ubevidst mig selv på hylden og lod andre tage autoriteten. Alligevel fik det mig til at forstå, at det kun er mig der kan hjælpe mig selv. Man skal være klar til forandringen. Man skal ville dét, at tage imod hjælp fra andre og så HANDLE på det man finder ud af...og konstant huske sig selv i det....Og det kræver jo tro. Troen på sig selv.

Man er altid med til at få tingene til at fungere og ske. Hvis man forholder sig passivt går ilden ud.
Hvad mig angår, så havde min autoritet, (med det mener jeg: at stå ved mig selv og det jeg tror på mig) og en side af mig, brug for at komme på banen. Jo mere klar du bliver over hvad det er du godt kan lide og HANDLER på det. Ikke fortier eller censurerer det, når andre mennesker træder ind i dit liv, jo mere har du nemmere ved at stå fast i dig selv og få det som du ønsker. 
Jeg havde ikke gødet den side af mig selv i meget lang tid.
Det var noget der var så meget mig, at jeg slet ikke kan forstå, hvordan jeg har kunne trække vejret uden. I starten kunne jeg kun svare “det ved jeg ikke” hver gang jeg spurgte mig selv:  Hvad kan du lide at lave? Hvad er du god til? Men jeg blev ved og begyndte at skrive ned for at kunne få det sort på hvidt, foran mine øjne. Jeg lavede tusinde af lister og kunne stadig ikke finde ud af det.  I dag kan jeg grine af det. For i alt hvad jeg gjorde, blev jeg vist, hvad dét var. 
Det er essentielt. At finde det som DU er god til og det DU kan lide at lave og så gøre det! For det tænder gnisten/lysten i dig. Det er på den måde du begynder at ramme plet. Første skridt er handling (ja jeg gentager mig selv, fordi det er en vigtig pointe)Jeg har altid sagt. Lykken er, når du får stillet dine behov. Men hvis du ikke kender dine behov og ikke ved hvad du vil have, hvordan skal du så få det? Du drikker vand når du er tørstig, du spiser når du er sulten. Det er basale behov. Men hvad med alt det andet?! 
Jeg gemte mig, lukkede ned og troen druknede i selvmedlidenhed og en følelse af, at være fuldstændig misforstået og alt, alt for følsom og anderledes til denne verden.
Så kom dagen, hvor grænsen var nået. Nogen vælger at tage deres eget liv, andre vælger at forsvinde mentalt, dykke ned i flasken osv. Der findes mange måder at lukke af og holde livet væk på.
For mig blev det begyndelsen på et mere rigt liv. Et liv, hvor jeg huskede, at få noget med, jeg havde glemt.
En vished, eller en sandhed blev pludselig mere og mere klar for hver dag der gik og den fortalte mig, at jeg måtte gøre noget andet. Åbne for den ventil som på mærkværdigvis var blevet lukket. Og det var, at udtrykke mig! I dette tilfælde, at skrive. Det havde jeg jo altid gjort, men jeg havde fornægtet det på et tidspunkt. Jeg havde jo ikke kunne leve af det, jeg havde fået det ene afslag efter det andet og det måtte jo betyde, at jeg ikke var god nok – det var jo sådan facit var, hver gang jeg gav det et forsøg……….Klart. Gentagelser har det med at blive til vane og det blev det også for mig. Min tro, mit mantra, min energi og det jeg mødte andre mennesker med.
Min genfundne sandhed, blev uundgåelig. Udtryk dig! Problemet var bare, at jeg ikke handlede på den impuls, som blev ved med at dunke hårdere og hårdere for hver dag der gik. Og når jeg nu ikke gav det opmærksomhed, så måtte min krop tage over. Og det gjorde den så!

Jeg blev i bogstaveligste forstand lagt ned fra den ene dag til den anden. Min krop stoppede simpelthen med at fungere. Den ene skulder strejkede og så fulgte den anden efter. Til sidst ville min ryg ikke bære mig og derefter nægtede min ben, at samarbejde. En diskusprolaps blev min redning….. Ja! For nogen er det noget andet. Hvad end der får dig til at lytte;)
Jeg havde vær så god og lægge mig ned og blive liggende. Det havde jeg svært ved! Jeg skulle jo frem af. Afsted. Tiden stopper jo ikke bare fordi jeg ligger ned! Jeg skal tjene penge, jeg skal købe ind, gøre rent, jeg skal hente mit barn, jeg skal udvikle mig, blive bedre, følge med, være i nuet, være umiddelbar, glad, åben, lækker, give andre det de har brug for. Jeg skal, skal, skal…INGENTING!
Jeg kunne ikke, for den muskel havde jeg ikke trænet i lang tid:) Derfor satte jeg himmel og jord i bevægelse for, at nogen kunne gøre mig rask, give mig facit, læse min tanker og redde mig og alligevel gjorde jeg ingenting. For jeg lyttede jo ikke. Min indre kamp bestod af, at få hjælp, ikke lytte, prøve at hjælpe mig selv, ikke lytte. Alt det, andre og jeg selv blev ved med at gentage, og som efterhånden stod bøjet i neon over mit hoved, handlede jeg ikke på. Jeg havde brug for RO. Men jeg anede jo ikke hvordan det fungerede! Jeg havde jo en masse gøremål og andres behov skulle jo i mødekommes. Man stopper da ikke for musikken midt i en fest, bare fordi man ikke kan holde musikken ud!
Nej men så kan man gå….og hvis man ikke kan det? Så kan man blive tvunget til det.
Jeg skulle simpelthen fjernes fysisk for, at kunne genetablerer den ro min krop kaldte på. Den ro, der kunne give mig al den tid i verden, til at samle tankerne, finde frem til mine behov. Og den ro skulle findes på hospitalet….
I ambulancen fik jeg af vide, at der var meget travlt på hospitalet og, at der nok blev en del ventetid. At jeg ville få mig en seng på gangen osv. Jeg var bedøvende ligeglad. På det tidspunkt havde jeg sluppet. Jeg skulle bare have noget hjælp, og så var jeg fuldstændig ligeglad, om jeg så kom til at ligge på en losseplads! Da jeg ankom til hospitalet, kom jeg ind på en stue med det samme. Der var helt stille og i hver sin seng, overfor mig, lå to ældre damer, med langt større fysiske smerter end jeg i mit liv har oplevet. Synet fik mig til at ændre perspektiv… Jeg var ikke døden nær. Den anden ting der skete var, at jeg blev mindet om min farmor og det bevirkede, at hele min krop pludselig blev fyldt med kærlighed. Hvis der var nogen som helst barrierer tilbage, så blev de lagt ned øjeblikkeligt.
Så kom dem, jeg valgte at kalde engle. Kvinder og mænd i hvide uniformer, som spurgte til mig, som smilede til mig og som tjekkede mig fra top til tå og som havde ét eneste formål. At hjælpe mig. Jeg har hørt mange historier om hospitaler. Den her, var en af de gode.
Og jeg udtrykte mig og jeg censurerede intet. Til min store overraskelse blev jeg lyttet til, taget seriøst. Mødt. Accepteret! 
Lige præcis dét, var med til at åbne op. Og på den måde kom roen lige så stille sivende tilbage i min krop og med den, trygheden og absolut stilhed! Stilhed er en velsignelse.
Og nu er jeg her.


Jeg er blevet meget mere bevidst og klar til, at gå efter det jeg vil have, netop fordi jeg fandt frem til hvad det helt præcis var. Jeg går ikke vejen alene. Jeg beder om hjælp, men ikke på samme måde som før, netop fordi jeg har lært af det, jeg har været igennem. De mennesker som skal hjælpe mig, skal spejle min form for kommunikation.
De skal være nærværende og de skal være sig selv. De skal have tiden og lysten. De skal løfte og støtte mig. Og så skal de vide, at i et hvert møde mellem mennesker, ligger et samarbejde. Et samarbejde der handler om, at være åben, lytte og respektere det den anden kommer med, uanset hvad det er.


Her er lidt poetry slam. Skrevet engang i 90'erne. Poetry slam er leg med ord, rytme og rim.

Lykkeligt

Overraskelsen over at vågne en helt tilfældig morgen og føle mig lykkelig
giver mig en sitrende fornemmelig i kroppen, et kick
en følelse af noget jeg virkelig godt kan li´
Samtidig efterlader det mig med en ro og en stemning i min krop
der gør at jeg stille står ud af min seng, står op

Tøffer ud i mit køkken og brygger den første kop
duftende kaffe med varm mælk
udhvilet og hvilende

Skutter mig, smiler saligt og finder ud af
at der egentlig ikke skal særlig meget til
for at føle sig fyldt ud af velbehag
og at lige netop denne følelse af noget lykkeligt
får mig til at se verden med helt andre øjne

Historien om de to uheldige

To fyre småløb ned af gaden
det var ret tæt på Grønningen og Esplanaden
Den forreste stopper og vender sig mod den anden
Spørger
-Hvad fanden er den af, fik du pludselig blod på tanden!?
-Ja, ja!
gentager ham der blev spurgt
-Jeg ligesom så lyset midt i det hele, det var vildt stort!!!
-Der kan du se hvad jeg sagde,
man bliver nødt til at gøre noget, istedet for bare at læne sig tilbage.
-Når først man kommer i gang så kører det der ud af,
en kort en lang.

En genkendelig lyd får de to fyre til at kikke på hinanden
Hvis de ikke gør noget er de på spanden.
Den første begynder at hoppe på stedet
den anden får pludselig migræne
De reagerer voldsomt på denne lyd
denne lyd af sirene

Det som nærmer sig nu, havde de planlagt at de skulle undgå
men istedet for at tage benene på nakken
bliver de bare ved med at stå og stå

Og jeg bliver nødt til at have renset min samvittighed
for jeg så nemlig det hele og må fortælle noget I ikke ved
De to fyre på gaden den dag
frøs fast istedet for at stikke af
de blev fanget af sirener og politi
og var meget uheldige med deres første bankrøveri.




Wednesday, April 27, 2011


Mine to somre

Det er syden som bobler i mit blod
den løber i mine årer og er som en beruselse
der gør mig vild og vil ha' mere
afhængig af de spor som sydens sol efterlod

Det er svalernes høje skrig
det er toner som rammer inden i
Det er bjergene som vikler sig om paradis
som nøgne kroppe der fortæller historier
og strækker sig i kilometervis

Det er et soloplyst hav af stærk saltet vand og varme
det er den umiddelbare åbenhed og naturlige charme
Det er cikadernes hypnotiserende sang
Helheden
der gør mig lettere
og løfter mig gang på gang

Som kontrast til alt dette og som jeg aldrig ville undvære
vil mit hjerte altid banke til rytmer af en dansk sommers atmosfære

Det er lyset der overtager mørket og som fortsætter
Som giver liv i kludende
og uendelige velfortjente lyse nætter
Det er fluen i vinduet og stærens kvidrende sang
det er som smør i mit øre og med til at sætte sanserne igang
Det er duften af det nyslåede græs og maskinen i det fjerne
det er sol på min blege vinterhud og sagens kerne
Det er menneskerne
himlen og havet som vækkes til live
det er kærlighed
suget i kroppen og lysten til at give
Det er stemmer og latter når man ligger udstrakt i sandet
det er når hele Danmarks befolkning befinder sig ved vandet
Det er strej af nostalgi
lykke
fordoblet og ganget med ti

Det er den årstid der gør mig synlig og som går og kommer
den gør mig tilstede i sin tilstedeværelse
det er de to jeg elsker
mine to yndlings somre

Udsigt indefra

Jeg vil finde ud af
hvad det er som får dig til at elske mig som du gør
dag efter dag

Jeg vil kravle ind i dig
helt ind
ligge der og fordybe mig i dine tanker og dit sind
Jeg kan ikke få nok af det knus du fanger mig i
jeg skal ind i dig
inden i

Jeg vil vikle trådende ud af dit tankespind
opstået af alt og ingenting
Ligge det som et kort foran mig og tyde det
så derfor må du lukke mig ind så jeg kan se

Varmen omringer mig og jeg sveder
Du trækker vejret for mig og jeg mærker det hele overopheder
Du puster mig i hovedet med det luft du inhalerer
Pladsen er trang
badetiden er forbi
jeg kan ikke mere

Jeg gør mig fri af dit favntag
og vi smiler til hinanden i lyde af velbehag
Jeg kysser dit hjerte og mærker at det banker
ser ind i dine øjne og kan ikke lade være med at tænke
om du er lige så ramt som jeg er
og har lige så absurde tanker
Dagligdagens forhindringer

Stilhed
uden nogen at tale med
bliver jeg forstyrret af et musikstykke og
over det der lige nu strømmer ud
af min radio
Som fylder rummet og mine tanker
og som i den grad giver mig gåsehud

Jeg sad ellers lige og dvælede i fortiden og dens minder
over de uendelig strømme af tanker
som gør at man totalt forsvinder
Og så kom jeg lige til at tænke over hvad fanden jeg egentlig laver her?
er jeg virkelig ikke nået længere end dengang
idag?
Er det hele bare gentagelse på gentagelse?
Skal jeg aldrig komme til at føle en salgs velbehag?
er jeg blot et mentalt båthoved som er gået i stå
hver gang situationen virker for uoverskuelig
og der er noget jeg ikke helt kan tackle eller forstå?

Hvad er det lige der gør det hele så svært?
Er det den snert af
at jeg er et menneske som bliver forvirret over ingenting?
At jeg har en tendens til at gå i ring?
At jeg vikler trådende endnu mere sammen?
At jeg ser de ting som allerede er blevet set?
At jeg føler mig usynlig?
og jeg føler at folk ikke fatter det helt
fatter mig helt
At jeg ikke engang fatter mig selv
sådan helt konkret

Dette bestemte instrument i det førnævnte musikstykke
gjorde faktisk at jeg vågnede op og begyndt at tygge
Tygge på virkeligheden
på realiteterne
og på min hverdag

Jeg ved at jeg skal tage mig sammen
jeg ved at folk har hver deres smag
Jeg ved at de også har har deres at slås med hver dag
og derved føler ubehag
gentagelse
gentag

Jeg ved de også søger følelsen
denne længe ventede følelse af velbehag

Jeg slukker for den gennemtrængende violin
Den der skingrene lyd som er fin nok
når mit humør er til det
og ikke kommer som et chok

For jeg sad lige over noget
der åbenbart mistede min koncentration
og som jeg igen bliver nødt til at tage op til revision
Gentagelse

Hvor svært kan det være
det her
at lave en skide indkøbseddel
over de varer man skal fylde sit køleskab med?!

Det er den der ligegyldighed
den forvirrende ingenting
men faktisk mest den violin
der gør at jeg nu understreger
at til den fisk i aften
skal jeg huske at købe hvidvin
Ny Dansk

Mit modersmål er brudt sammen
det har fået et knæk
Det er en gang ildelugtede affald som burde smide væk

Det er bogstaver
sammenskruede sætninger og en masse hurtige lyde
Det er en blandet landhandel som jeg ikke engang selv kan tyde

Det er når jeg åbner munden den er gal
Det er en losseplads som bugter sig i bakkedal

Det er som om jeg er løbet tør for ord
eller har valgt at genbruge
Som om de gamle ord er slettet og resten givet fuld skrue
Som om pladen er gået i hak
som om jeg stammer
og det eneste jeg er sikker på er at jeg har brug for en opstrammer

Godt
Lad os starte forfra jeg har en ny taktik
Jeg åbner munden stikker fingeren i halsen
og brækker det danske sprog op i en pose af gul plastik
Jeg binder knude og ryster den brune drik
stiller mig til rette og gør klar til en god gang kaffemik

1 forsøg
En pose blandet et eller andet

Jeg står skoleret
sluger og ser frem til hvad der sker
kan fornemme at uoverensstemmelsen igen er af ren verbal karakter
Jeg ligger scrabblepladen foran mig
åbner munden
stikker fingeren i halsen og ser på
En cocktail af klatter placerer sig på må og få

Jeg tager mig til hovedet
det er for ømtåleligt
Jeg sukker og gir´ point til det der er nogenlunde forståeligt

Det danske sprog er blevet et mix af det sure og det søde
det som nu er udskidt æblegrød
var før rød grød med fløde

Men så igen...
Det er mit modersmål
mit æ, mit ø og mit å
Det nye og det gamle der samler store og små

Derfor erkender jeg og serverer denne sidste sætning
Mit
det danske sprog er og vil altid være
under forandring
Hvordan kan man forvente 100% integration?

Jeg hejser det danske flag ved højtider
jeg spiser frikadeller, brun sovs
og kartofler sommetider
Jeg giver mine børn navne
der har eksisteret i generationer
jeg klarer mig langt bedre ved at
tale mit eget sprog i svære situationer

Jeg begraver de døde
som man altid har gjort
hvis jeg er homoseksuel
bliver det ikke betragtet som noget stort
Jeg kan gifte mig og lade mig skille
og hvis jeg ikke vil have børn
kan jeg tage en pille

Jeg tilhører et folk
med hvem jeg deler min tro og min viden
jeg har arbejde
og kan spare op til pensionstiden
Jeg forsøger at opdrage mine børn ens
hvad enten det er en dreng eller en pige
Jeg mener at alle mennesker er født lige

Jeg lever et sted og i en tid
hvor jeg kan gøre hvad jeg vil
og hvor jeg har ytringsfrihed
Hvis jeg bliver uretfærdig behandlet
kan jeg svare igen
hvis jeg ikke kan lide at være
der hvor jeg er
kan jeg tage hjem

Jeg er heldig stillet
for jeg kan mere eller mindre gøre
alt det jeg har lyst til
men hvad nu hvis jeg blev tvunget
til at flygte fordi mit liv var sat på spil
Ville jeg glemme hvor jeg kom fra?
Ville jeg glemme min tro og hvem jeg var?

Jeg kan ikke svare på det
for jeg har ikke været igennem den tur
men jeg ved at mine rødder stikker dybt
for jeg er et produkt af min kultur







Poetry slam - 1995