Faderen sagde: Du er for meget.
Datteren spurgte: Hvordan?
Faderen sagde: Du fylder. Du er ud over det hele.
Datteren spurgte: Hvordan skal jeg så være?
Faderen svarede: Det ved jeg ikke, bare ikke sådan.
Moderen sagde: Du er alt for følsom.
Datteren spurgte: Hvordan?
Moderen sagde: Du tager alting så nært. Du græder for meget.
Datteren spurgte: Hvordan skal jeg så være?
Moderen svarede: Det ved jeg ikke, bare ikke sådan.
Kvinden hviskede: Jeg har brug for hjælp.
Manden spurgte: Hvorfor hvisker du?
Kvinden svarede: Fordi det er svært for mig at sige.
Manden spurgte: Hvad har du brug for hjælp til?
Kvinden sagde: Til at komme igennem det her, jeg kan ikke selv.
Manden sagde: Du er altid så dramatisk. Du skal bare tage dig sammen.
Alt hvad hun forstod var: Du er ikke god nok. Alt hvad hun gentog var: Jeg er ikke god nok. Og hvis nogen spurgte hvad hun havde brug for, vidste hun det pludselig ikke.
Nogen går ud af. Der hvor alting stritter og overdøver. Hun gik den anden vej og derefter fulgte ti års isolation, stilhed og en følelsesløshed som bredte sig til hver celle i hendes krop. Hun lærte at undertrykke vreden så det blev til små jordskælv inden i, ingen kunne se. Hun lærte at græde uden lyd, så ingen kunne høre. Hver gang hun mærkede, hver gang hun kom for tæt på sig selv, slog alting revner. Så hun kæmpede. Kæmpede for at overleve denne krig mod det hun forstod og det hun gentog. En krig mod sig selv. Så hun ikke gik i stykker.
Lyset frøs til is. Først hård og tyk is som ingen kunne bryde igennem. Senere, som om hver en nerve blev blotlagt, blev isen så skrøbelig og sensitiv, at der for hvert skridt hun tog, kom huller. Huller af ukrontrolleret vrede. Huller af evig sorg. Og så huller af ingenting og i dem forsvandt hun. Udvisket og usynlig. Også for sig selv.
Så der lå hun. På bunden af ingenting. I fysisk og psykisk smerte. Fornægtet. Snart bekæmpet.
Kvinden: Jeg overgiver mig.
En sær form for stilhed fulgte. Den slags som opstår på en slagmark efter krig, hvor de overlevende rejser sig. Pludseligt. Som om alting blev ét. Som om fortid og fremtid træk sig sammen. Hørte hun sig selv trække vejret. Noget var smeltet og hun fik øje på sig selv.
Kvinden sagde: Jeg vil elskes.
Stemmen svarede: Ja.
Kvinden spurgte: Hvordan?
Stemmen sagde: Ved at elske dig selv som du er.
#angst #særligsensitiv #psykisksårbar #depression #personlighedsforstyrrelse #borderline #intorvert #adhd #add #bulimi #anoreksi #PTSD #stress #diagnoseland #reation
