Jeg fór vild i dine arme

da du viste mig 

at vejen ind til dig

aldrig kan nåes.

Vi er fejlfindere i konstant søgen efter den fejlfrie.

Juleaften er ikke for
skilsmissebørn og voksne.

Jeg har tabt så meget

Jeg ikke kan finde

Jeg har løftet så meget

Jeg ikke kan bære

Jeg har givet så meget

Jeg ikke kan få tilbage

Jeg har sørget for så mange

Jeg skulle have ladet være 

Jeg har følt så meget

Jeg ikke kan rumme

Jeg har rummet så meget

Jeg ikke kan lide

Jeg har sagt så meget

Jeg ikke kan trække tilbage

Og sagt alt for lidt

af det jeg gerne ville sige

Jeg har hadet mig selv så ofte

Jeg ikke kan holde ud

og holdt igen så mange gange

jeg ikke kan mere

Jeg har fortsat så længe

Jeg ikke kan give op

og accepteret det vilkår

Jeg ikke kan ændre.

Sår bliver til ar
der tegner min rute

Jeg går gennem tvivlen
Og åbner døre til hjertet

Dér, ikke af eget valg
bærer jeg mit hylster
Stadig I live

Her er jeg nu
Og jeg går for at finde grund

En glemt undertrykt trang

vækkes ved mindet om begær 

ved et flygtigt strejf 

af mit bryst mod din krop,

stadig fremmed

en anonym kvindes hemmelige savn

i byens grå rutine og lag -

Eller måske:

Ved synet af en sjælden karisma 

med nysgerrige øjne

hvis indre han så

et genkendeligt sind spejle sig i sit

og kaste det tilbage

Med sin sansende tilstedeværelse

vendes hans længsel søgende mod min,

sløret af dyrisk trang til at overskride grænsen.
Og jeg, der bor i denne krop

møder blikket med en tanke af 

pludselig indskudt fornuft

af eget liv, der dagligt følger

vage optegnelser,

fortabt i vane uden afvigelse

og løfter om at huske hinanden -
Betragter skjult hans øjne,

det ansigt som så åbent søger mit

og med ét virker nøgent, næsten forsvarsløst,

som når naturen overtager censur: 

hurtige scenarier af vredagtigt ømhed

benægtelse og en selvforskyldt 

afvikling

uden oprigtig dybde
Jeg sænker blikket og mindes kærtegn

af fortids sødme der engang var hans, 

i dvale og aldrig mere

må det handles på

kun forblive en erindring, aldrig mere.
Ordløst benægter vi hinanden, 

og udviskes i byens toner

der i et øjebliks forglemmelse

blottede mit indre

i et simpelt,

genkendeligt blik.

Parforhold i forfald

Jeg har ikke haft det sådan før, sagde han.

jeg har aldrig mødt en som dig, sagde hun.

Og det var rigtigt.

Vi var kopier

af hinandens drømme og begær

og gav slip på andres bånd

viklet ind i tosomhed

Indtil

jeg glemte at skylle tallerknerne, 

Igen.

Tabe dine kogebøger,

så Escoffiers hjørner blev bøjet 

og der kom fedtede fingre på Bo Bech.

Efterhånden 

glemte du at tage mig i hånden

og forstå hvad jeg mente,

Igen.

Selv om jeg med tiden blev mere konkret,

som var det du bad om,

i et forsøg på at forstå mig bedre.

Og jeg valgte at gå

i stedet for at møde dig på midten

og du tog det som en afvisning,

Igen.

Mens jeg bare skulle have luft,

fordi jeg ikke kunne være 

i alle dine ord, 

uden at græde.

Og dine kys blev til

ligegyldig anatomi

jeg tiggede efter, 

Igen.

Det var det sidste der forbandt os,

fordi det er svært at vise at man elsker,

når man ikke gør det mere.

Jeg har ikke haft det sådan før, sagde han.

jeg har aldrig mødt en som dig, sagde hun.

Og det var rigtigt.