Jeg beder om modet til at stå på denne jord,
og se mig selv i øjnene.
Kærligheden til at elske mig selv og vise min sårbarhed.
Tryghed, så roen sænker sig og mit inderste kan gro.
Tilliden til, at åbne op og favne.
Friheden til at skabe, glæden til at løfte og gnisten til at fortsætte.

Det er alt hvad jeg beder om,
mine dybeste ledetråde,
som rør på sig hver dag,
skaber bevægelse
og får mig til at sætte den ene fod foran den anden.

Blot fordi jeg ved,
at det findes derude.
Fordi min tro, er stærkere end min tvivl,
og bevirker at jeg tør slippe,
følge den sagte hvisken,
der viser mig vejen
hen imod den evige flod,
som flyder inden i
og udspringer fra mig.