Vinterbillede af broen

Tænder en stille smøg bag larmende natbusser

Ser to paranoide få deres varer hos den lokale pusher

Der hvor månen rammer søernes pavillon og hønen lægger sine æg

er lortet smukt nok til at ramme ind og hænge på min væg

Midt i mellem

med ryggen til virkeligheden

står jeg godt bedugget og påvirket af helheden

Dér hvor bilosen og cigaretrøgen blandes med vejrtrækningen

tjekker jeg strækningen

hjem

og ser det hele forsvinde i små hvide skyer

Vågner

Blinker i takt med neon og slukker gløden

For hvert hiv jeg tager

er jeg tættere på døden

Hilser på den runde hvide cirkel der minder mig om et lysende hul

råber skål

bunder øllen og fokuserer på mit mål

i midnattens mørke

Falder i ét med resten af det grå

Iført skyklapper og begynder at gå

Uldne frakker over kulden og over det ingen ser

i deres ensporethed, travlhed og alt det der

Tiden stopper endnu engang

tænder endnu en smøg

vejen hjem er længere en lang og jeg gør det samme

Stopper

Får deja vu og ser til siden

i håb om at de to paranoide er der til tiden

i håb om at kunne holde varmen

trækker jeg huen ned over ørene og formindsker larmen

fra den sidste natbus og menneskerne i deres midtvejskrise

Jeg bukker af dyb respekt for det øjeblik der befandt sig

over det

ingen lagde mærke til

andet end mig

månen og Dronning Louise

                                                                                                                                                   1999