Det sorte hul er min navle.

Dyb som Katla

varm og svedig.

Jeg er universet

min krop en rute

hvor du farer vild

 i dumme spørgsmål.

Bølgerne gentager

rytmen af min vejrtrækning

og mens du leder videre

ånder jeg

ånder du.

Jeg forbliver en gåde 

fordi du i dit tunnelsyn og små tanker

ikke kan se det som er lige for næsen af dig.

Jeg er lige her

legemliggjort
som kvinde
i din seng

bærende på svaret
og den ultimative klimaks.