Vinterbillede af broen

Tænder en stille smøg bag larmende natbusser

Ser to paranoide få deres varer hos den lokale pusher

Der hvor månen rammer søernes pavillon og hønen lægger sine æg

er lortet smukt nok til at ramme ind og hænge på min væg

Midt i mellem

med ryggen til virkeligheden

står jeg godt bedugget og påvirket af helheden

Dér hvor bilosen og cigaretrøgen blandes med vejrtrækningen

tjekker jeg strækningen

hjem

og ser det hele forsvinde i små hvide skyer

Vågner

Blinker i takt med neon og slukker gløden

For hvert hiv jeg tager

er jeg tættere på døden

Hilser på den runde hvide cirkel der minder mig om et lysende hul

råber skål

bunder øllen og fokuserer på mit mål

i midnattens mørke

Falder i ét med resten af det grå

Iført skyklapper og begynder at gå

Uldne frakker over kulden og over det ingen ser

i deres ensporethed, travlhed og alt det der

Tiden stopper endnu engang

tænder endnu en smøg

vejen hjem er længere en lang og jeg gør det samme

Stopper

Får deja vu og ser til siden

i håb om at de to paranoide er der til tiden

i håb om at kunne holde varmen

trækker jeg huen ned over ørene og formindsker larmen

fra den sidste natbus og menneskerne i deres midtvejskrise

Jeg bukker af dyb respekt for det øjeblik der befandt sig

over det

ingen lagde mærke til

andet end mig

månen og Dronning Louise

                                                                                                                                                   1999

På kanten af Nordjylland

står solen på et ben

og forventningsfulde blikke

mødes i generationer

for at bevidne magikerens værk

som hver gang går over i historien

I få sekunder

fastholder hovedpersonen sine tilskuere

og livet sættes på stand by

mens miraklet udspilles

i insisterende nærvær

medfødt talent

og uforklarelig udstråling

Med brede penselstrøg

spredes farverne

og et hjemmehæklet tæppe 

lægges kærligt over endnu en forestilling

hvor klapsalver og jubelråb er unødvendige

En guddommelig vuggevise er slut

og med en simpel gestus  

har skaberen lagt sine børn i seng

Da hun åbnede sit hjerte

spredte ti tusind fugle deres vinger

og satte kurs mod himlen

Sekundet efter

lød en kold og monoton lyd

ra ta ta ta ta ta ta ta ta ta

ligegyldigt og uinteresseret

Og så faldt de

en efter en

som drømme der forsvinder 

og aldrig tager form

Så hun trak sig

og hendes hjerte blev 

som geværet der skød

og mennesket bag

Hvad der skete derefter

ved jeg ikke

for den historie

mangler sin forfatter

Det sidste jeg hørte var

at hun havde

 låst døren

og besluttet sig for aldrig mere

at skrive

eller også var det 

at elske...

Skrevet første gang på detleise.blogspot.com

Foto: Martin Klimas

Nogen ville kalde en uigenkendelig vase for abstrakt kunst

Er jeg gået i stykker?

Kan en vase gå i stykker?

ja...

Hvordan?

Den kan smadre på gulvet.

Er den så gået i stykker?

....man kan lime den sammen igen.

Kan en vase så gå i stykker?

Det kommer vel an på hvor meget den er gået i stykker...

Er den så gået i stykker?

Ja og nej.

Er den gået i stykker?

Det er hvad man gør det til.

Er du gået i stykker?

Nej, jeg har bare forandret mig.

En dag blev hun synlig for sig selv
og pludselig var hun ikke mere usynlig

for andre

Som dug der fordamper under solens stråler
eller tåge der forvinder

forsvandt hendes angst

Hun var ikke mere bange for

hvad andre syntes om det de så,

hørte, vidste, troede og tolkede

Den dag forstod hun at pilen også peger ind af.
At energien vokser hvor fokus skærpes
og lige præcis derfor blev hendes blik på andre,
hendes fortolkninger og analyser af memik, ord og kropsprog
ubrugelige

Ingenting er sikkert.

Den dag hun gav slip
gik det hurtigt

selv om hun tog det i sit helt eget tempo

Hun voksede

og foldede sig ud

og tog al den plads hun havde brug for
blot ved at være sig selv

Den dag vidste hun, den dag faldt alt på plads.

Den eneste som binder dig,
den eneste der kan sætte dig fri,
er dig selv.

Prayer for freedom

Let go, she said
and jumped off the cliff.

Floating in the air
watching everything pass by
feeling the wind
feeling the motion of falling
feeling free

Falling

Before hitting the ground
she woke up
unhappy
not wanting to wake up

Let me go, she said
Teach me how to let go.