Saturday, April 30, 2011

En lille historie om at finde sig selv





Med bladet for munden
Jeg har haft min smerte. Jeg har lidt, grædt og troet, at jeg aldrig nogensinde skulle finde nogen som helst mening med mit liv. Det skal vi alle igennem. Nogen mere end andre. Det er en del af det at være menneske.
På et tidspunkt kunne jeg ikke mere. Det gjorde for ondt. Den person jeg var blevet, var udholdelig at være sammen med, også for mig selv. Mine mange år med psykiske smerter blev for tungt at bære på. Det hjalp mig ikke mere. Det forhindrede mig i at komme videre og det blev mit vendepunkt.
Ingen kunne hjælpe mig, skønt jeg havde fået hjælp i det uendelige. Mine konstante nedture blev det kors jeg bar på, fra morgen til aften. Og pludselig en dag, efter at have bedt om hjælp om og om og om igen, fandt jeg frem til, at jeg ikke hjalp mig selv. Jeg overlod det til andre, men uden at have mig selv med i det. Jeg lod det flyde, forblev passiv, talende og evigt tænkende. Jeg satte mig selv til side, handlede ikke på det jeg hørte mig selv sige og det dem, som jeg bad om hjælp, sagde. Derfor bundfældede det sig aldrig og derfor gik jeg i ring.

Jeg var altid i gang med at hjælpe andre, finde en anden metode, et andet menneske, en anden oplevelse, nogen andre kloge ord, en anden selvhjælps bog, en anden psykolog osv. Jeg lagde ubevidst mig selv på hylden og lod andre tage autoriteten. Alligevel fik det mig til at forstå, at det kun er mig der kan hjælpe mig selv. Man skal være klar til forandringen. Man skal ville dét, at tage imod hjælp fra andre og så HANDLE på det man finder ud af...og konstant huske sig selv i det....Og det kræver jo tro. Troen på sig selv.

Man er altid med til at få tingene til at fungere og ske. Hvis man forholder sig passivt går ilden ud.
Hvad mig angår, så havde min autoritet, (med det mener jeg: at stå ved mig selv og det jeg tror på mig) og en side af mig, brug for at komme på banen. Jo mere klar du bliver over hvad det er du godt kan lide og HANDLER på det. Ikke fortier eller censurerer det, når andre mennesker træder ind i dit liv, jo mere har du nemmere ved at stå fast i dig selv og få det som du ønsker. 
Jeg havde ikke gødet den side af mig selv i meget lang tid.
Det var noget der var så meget mig, at jeg slet ikke kan forstå, hvordan jeg har kunne trække vejret uden. I starten kunne jeg kun svare “det ved jeg ikke” hver gang jeg spurgte mig selv:  Hvad kan du lide at lave? Hvad er du god til? Men jeg blev ved og begyndte at skrive ned for at kunne få det sort på hvidt, foran mine øjne. Jeg lavede tusinde af lister og kunne stadig ikke finde ud af det.  I dag kan jeg grine af det. For i alt hvad jeg gjorde, blev jeg vist, hvad dét var. 
Det er essentielt. At finde det som DU er god til og det DU kan lide at lave og så gøre det! For det tænder gnisten/lysten i dig. Det er på den måde du begynder at ramme plet. Første skridt er handling (ja jeg gentager mig selv, fordi det er en vigtig pointe)Jeg har altid sagt. Lykken er, når du får stillet dine behov. Men hvis du ikke kender dine behov og ikke ved hvad du vil have, hvordan skal du så få det? Du drikker vand når du er tørstig, du spiser når du er sulten. Det er basale behov. Men hvad med alt det andet?! 
Jeg gemte mig, lukkede ned og troen druknede i selvmedlidenhed og en følelse af, at være fuldstændig misforstået og alt, alt for følsom og anderledes til denne verden.
Så kom dagen, hvor grænsen var nået. Nogen vælger at tage deres eget liv, andre vælger at forsvinde mentalt, dykke ned i flasken osv. Der findes mange måder at lukke af og holde livet væk på.
For mig blev det begyndelsen på et mere rigt liv. Et liv, hvor jeg huskede, at få noget med, jeg havde glemt.
En vished, eller en sandhed blev pludselig mere og mere klar for hver dag der gik og den fortalte mig, at jeg måtte gøre noget andet. Åbne for den ventil som på mærkværdigvis var blevet lukket. Og det var, at udtrykke mig! I dette tilfælde, at skrive. Det havde jeg jo altid gjort, men jeg havde fornægtet det på et tidspunkt. Jeg havde jo ikke kunne leve af det, jeg havde fået det ene afslag efter det andet og det måtte jo betyde, at jeg ikke var god nok – det var jo sådan facit var, hver gang jeg gav det et forsøg……….Klart. Gentagelser har det med at blive til vane og det blev det også for mig. Min tro, mit mantra, min energi og det jeg mødte andre mennesker med.
Min genfundne sandhed, blev uundgåelig. Udtryk dig! Problemet var bare, at jeg ikke handlede på den impuls, som blev ved med at dunke hårdere og hårdere for hver dag der gik. Og når jeg nu ikke gav det opmærksomhed, så måtte min krop tage over. Og det gjorde den så!

Jeg blev i bogstaveligste forstand lagt ned fra den ene dag til den anden. Min krop stoppede simpelthen med at fungere. Den ene skulder strejkede og så fulgte den anden efter. Til sidst ville min ryg ikke bære mig og derefter nægtede min ben, at samarbejde. En diskusprolaps blev min redning….. Ja! For nogen er det noget andet. Hvad end der får dig til at lytte;)
Jeg havde vær så god og lægge mig ned og blive liggende. Det havde jeg svært ved! Jeg skulle jo frem af. Afsted. Tiden stopper jo ikke bare fordi jeg ligger ned! Jeg skal tjene penge, jeg skal købe ind, gøre rent, jeg skal hente mit barn, jeg skal udvikle mig, blive bedre, følge med, være i nuet, være umiddelbar, glad, åben, lækker, give andre det de har brug for. Jeg skal, skal, skal…INGENTING!
Jeg kunne ikke, for den muskel havde jeg ikke trænet i lang tid:) Derfor satte jeg himmel og jord i bevægelse for, at nogen kunne gøre mig rask, give mig facit, læse min tanker og redde mig og alligevel gjorde jeg ingenting. For jeg lyttede jo ikke. Min indre kamp bestod af, at få hjælp, ikke lytte, prøve at hjælpe mig selv, ikke lytte. Alt det, andre og jeg selv blev ved med at gentage, og som efterhånden stod bøjet i neon over mit hoved, handlede jeg ikke på. Jeg havde brug for RO. Men jeg anede jo ikke hvordan det fungerede! Jeg havde jo en masse gøremål og andres behov skulle jo i mødekommes. Man stopper da ikke for musikken midt i en fest, bare fordi man ikke kan holde musikken ud!
Nej men så kan man gå….og hvis man ikke kan det? Så kan man blive tvunget til det.
Jeg skulle simpelthen fjernes fysisk for, at kunne genetablerer den ro min krop kaldte på. Den ro, der kunne give mig al den tid i verden, til at samle tankerne, finde frem til mine behov. Og den ro skulle findes på hospitalet….
I ambulancen fik jeg af vide, at der var meget travlt på hospitalet og, at der nok blev en del ventetid. At jeg ville få mig en seng på gangen osv. Jeg var bedøvende ligeglad. På det tidspunkt havde jeg sluppet. Jeg skulle bare have noget hjælp, og så var jeg fuldstændig ligeglad, om jeg så kom til at ligge på en losseplads! Da jeg ankom til hospitalet, kom jeg ind på en stue med det samme. Der var helt stille og i hver sin seng, overfor mig, lå to ældre damer, med langt større fysiske smerter end jeg i mit liv har oplevet. Synet fik mig til at ændre perspektiv… Jeg var ikke døden nær. Den anden ting der skete var, at jeg blev mindet om min farmor og det bevirkede, at hele min krop pludselig blev fyldt med kærlighed. Hvis der var nogen som helst barrierer tilbage, så blev de lagt ned øjeblikkeligt.
Så kom dem, jeg valgte at kalde engle. Kvinder og mænd i hvide uniformer, som spurgte til mig, som smilede til mig og som tjekkede mig fra top til tå og som havde ét eneste formål. At hjælpe mig. Jeg har hørt mange historier om hospitaler. Den her, var en af de gode.
Og jeg udtrykte mig og jeg censurerede intet. Til min store overraskelse blev jeg lyttet til, taget seriøst. Mødt. Accepteret! 
Lige præcis dét, var med til at åbne op. Og på den måde kom roen lige så stille sivende tilbage i min krop og med den, trygheden og absolut stilhed! Stilhed er en velsignelse.
Og nu er jeg her.


Jeg er blevet meget mere bevidst og klar til, at gå efter det jeg vil have, netop fordi jeg fandt frem til hvad det helt præcis var. Jeg går ikke vejen alene. Jeg beder om hjælp, men ikke på samme måde som før, netop fordi jeg har lært af det, jeg har været igennem. De mennesker som skal hjælpe mig, skal spejle min form for kommunikation.
De skal være nærværende og de skal være sig selv. De skal have tiden og lysten. De skal løfte og støtte mig. Og så skal de vide, at i et hvert møde mellem mennesker, ligger et samarbejde. Et samarbejde der handler om, at være åben, lytte og respektere det den anden kommer med, uanset hvad det er.


No comments: