Sunday, May 1, 2011

Min Bog


Jeg har skrevet en bog.

Nedenunder kan du læse synopsis og derefter kan du læse nogle passager fra bogen.

Den anden kvinde i mig (arbejdstitel)

I verdens mest lykkelige land bor Benedicte, verdens mest ulykkelige person. Hver dag forsøger hun, at leve et liv som mor, kæreste, hustru, datter og kvinde. Og gennem historien bliver vi vidne til, hvor svært og kaotisk det kan være, når vrede, uro, mindreværd, tabte drømme, angst og depression, er hverdag for et menneske, der tidligt i sit liv, mistede sig selv.

I kampens hede og i den søgen efter dét, som endnu ikke er defineret, følger vi Benedicte, da hun forlader sin familie, forlader sit job og rejser til udlandet. Selv om Benedicte er et menneske med et traume i bagagen, gennemgår hun en naturlig proces, som alle mennesker skal igennem, uanset hvilken historie vi bærer på.
Benedicte lærer at lytte til sig selv og finder derved frem til dét, hun ubevidst har gået efter, altid.

Bogens primære budskab er, at der selv i de allermest ulykkelige mennesker, findes en indre stemme der, når og hvis man lærer at lytte til den, guider os gennem livet og giver os svarene på alle spørgsmål.

Prolog


Det hvide gennemsigtige gardin blafrer i den milde sommervind. Stilheden er slående.

Jeg befinder mig i et værelse og betragter gardinet derfra. I de øjeblikke hvor gardinet føjer sig for vinden, afsløres udsigten fra værelset. Det minder mig om noget jeg har set før. Et sted i syden.

Jeg har en udefinerbar følelse i min krop. En følelse, jeg aldrig har oplevet i vågen tilstand. Det kan bedst beskrives som en følelse af at være fuldstændig vågen og nærværende, og samtidig slappe fuldstændig af.

Mens jeg ligger der, går det op for mig, at udsigten er en del af selve billedet, med den er ikke det vigtigste. Den er tiltrækkende, men blot en form for sidegevinst. Det er gardinet der er essentielt.

Det, at det svæver så graciøst og så let. Som om vinden og gardinet er to mennesker der danser samme.

Jeg har haft den drøm så længe jeg kan huske. Og hver gang, er det som om gardinet indeholder svaret. Som om billedet gemmer på en gåde jeg ikke kan løse.

Ikke endnu i hvert fald.

Kapitel 7

Jeg må være faldet, eller stødt ind i noget, uden at bemærke det, for jeg har sindsygt ondt i min højre skulder. Han vil lindre smerten ved at massere mig, og får bugseret min t-shirt af, så han bedre kan komme til. Per er en ven af familien, så jeg er tryg ved ham. Det er varmt og rart, og da jeg mærker hans hænder over mine bryster, tændes en gnist i mit underliv. Han tager mit bryst i munden, slikker det og bider i min brystvorte. Tingene begynder pludselig at tage fart. Jeg er i en tilstand af nydelse og væmmelse på samme tid, og ud i det blå, sniger der sig en anden følelse ind med raketfart. Som morfin, der på få sekunder lammer hele mit system, paralyseres jeg og fryser i min bevægelse. Da han gnider sit lem op af mig, forsvinder jeg fra jordens overfalde, mens jeg alligevel befinder mig midt i det hele. I et split sekund, er jeg fanget i min egen krop og betragter derfra, et kapitel i min historie, som startede alt og slukkede alt.


Kapitel 9

August og jeg krydser fodboldbanen på vej hjem fra børnehave. Vi går den samme tur hver dag. Tågen hænger som et tæppe hen over banen og gør, at jeg kun kan se en meter frem. Den grå sne får det hele til at se ud som om alt hænger sammen. Der er ingen kontraster. Himmel og jord står i ét. Jeg holder godt fast i Augusts hånd for, at han ikke slipper og bliver væk i intetheden, men også fordi min angst ligger lige under overfladen. Det er ubehageligt, når jeg ikke kan se himlen og det store rum, hvor jeg frit kan bevæge mig. Jeg ved det er synsbedrag. Der er masser plads, selv om alt har den samme farve. Man bliver nødt til at holde af farven grå, hvis man vil bo i Danmark.

Kapitel 11

Klokken er 02.00 da det banker på døren. Jeg vågner, er åbenbart faldet i søvn på badeværelsesgulvet.
- Benedicte?
- Ja.
Jeg rømmer mig, min stemme er hæs.
- Må jeg lige komme ind til dig?
Jeg kikker mig i spejlet, mine øjne er røde. Jeg låser op og sætter mig op af væggen. Afventende. Da Martin træder ind, kan jeg ikke se om han har grædt, men hans udtryk er forandret.
- Er August ok?
- Ja nu er han, han sover.
- Godt.
- Benedicte, lad os være voksne mennesker og tale om det ikke?
Der er stille et øjeblik. Klumpen i min hals vokser og gør, at jeg får svært ved at tale.
Han sætter sig ikke ned. Han er også afventende.
- Mente du det, du sagde?
Martin kikker spørgende på mig. Jeg forsøger at synke klumpen i halsen. Jeg vil holde fast i min beslutning, selv om det gør ondt på alle. Ikke flere forklaringer.
- Ja.
Martins tøvende tilgang, ændrer sig med det samme.
- Det her handler om noget i dig og det ved du jo godt. Det ændrer sig ikke, uanset om vi eller du flytter!
Jeg har hørt ham sige den sætning om og om igen, og det gør mere og mere ondt for hver gang han siger den. For den hjælper mig ikke. Han hjælper mig ikke. Han stejler og lukker for den mulighed, at det kan hjælpe mig, at flytte. Jeg er et menneske der bevidst arbejder med mig selv, i håb om at finde ind til det sted, som starter alle mine kampe, så jeg kan blive lykkelig, men det er ligemeget nu. Jeg kan ikke blive ved med at banke mig selv oven i hovedet med, at det er mig der må gøre noget. Mig der må arbejde med min bagage. Nogen gange bliver man nødt til at handle på det kroppen siger, i stedet for at tale det til døde.
- Jeg tror det vil Martin.
Der er stille et øjeblik.
- Så det du siger er, at du vil flytte?
Jeg kan ikke bære det. Jeg kan ikke bære, at det skal gøre så ondt.
- Jeg har brug for en periode for mig selv. Jeg har brug for en pause.
- Pauser er sådan noget man har, når man går i tiende klasse Benedicte!
Hans stemme er hård.
- Så nu er du i gang med at ødelægge vores familie, fordi du har brug for en pause!?
Martin fortsætter, men jeg hører ikke hans ord. De preller af. Jeg vil ikke lade mig manipulere eller blive blød, så hans taktik trænger igennem panseret. Ikke mere. Det er for sent.
- Martin, jeg har prøvet at fortælle dig, at vil skulle sælge huset utallige gange. Ikke for min skyld. For vores skyld, så vi kunne forblive en familie. Men du siger konstant, at det ikke vil hjælpe at flytte og så er jeg blevet. Nu er det bare sådan, at jeg ikke kan mere, så ja... jeg ødelægger vores familie.
Jeg ved, at han hader mig, når jeg græder, men jeg kan ikke holde mine tårer tilbage. Der ligger intet andet i det, end jeg er dybt ulykkelig over, det er kommet her til.
- For jeg kan ikke mere.
Martin bliver iskold. Jeg havde ikke regnet med, at han ville forstå mig. Jeg ved egentlig ikke hvad, jeg havde regnet med. Ikke det her. Jeg genkender ham slet ikke.
- Godt så syntes jeg, at du skal få pakket dit tøj og komme afsted!
Det gør ondt at se ham sådan her.
- Martin?
Han går.
- Hvad med August!?
Jeg råber bedende efter ham, i håb om at han stopper, men jeg kan ikke stille noget op. Han har trukket sig.
- Ring når du er et andet sted, end her!!!
Han forsvinder og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg er i chok. Det er gået alt for hurtigt. Skulle vi ikke tale sammen som voksne mennesker?

1 comment:

m.lykke34 said...

Jeg glæder mig til at læse resten!